top

Presning

Der findes flere former for pulverpresning. Hos Dansk Sintermetal A/S anvender vi udelukkende konventionel pulverpresning i faste værktøjer. 

Ved processen placeres pulveret i pulverbeholderen øverst på pressen, som kan være enten hydraulisk eller mekanisk.

En kontrolleret mængde pulver løber ved hjælp af tyngdekraften ned til en fyldesko, som fordeler pulveret i et hulrum i matricen.

Ved et tryk på typisk 5-7 t/cm2 projiceret overfladeareal på tværs af presseretningen, kompakteres pulveret mellem et sæt understempler og et sæt overstempler, til en densitet på 85-90 % af massivt materiale. Da pulverkornene er ekstremt irregulære i formen, griber de under presningen ind i hinanden så de mekanisk hæfter sammen, ligesom der sker en koldsvejsning i kontaktpunkterne mellem de enkelte pulverkorn. 

De sammenpressede korn danner således et aftryk af værktøjet, et såkaldt ”grønt emne”, som efterfølgende stødes ud af værktøjet og skubbes væk af fyldeskoen, samtidig med at næste fyldning finder sted. 

De grønne emner har størrelse og form omtrent som det færdige emne – der kompenseres dog for sintringssvindet - og nok styrke til, at de kan håndteres og transporteres videre til næste proces, som er sintring.